Hurlumhejhuset
Velkommen til Hurlumhejhuset. Vi arbejder for at sikre de bedste betingelser for trivsel, læring, udvikling og dannelse for alle børn. Vi er nysgerrige på hvert enkelt barn og i samarbejdet med forældrene, arbejder vi ud fra barnets nærmeste udviklingszone.
I vores pædagogiske praksis arbejder vi med en positiv og anerkendende tilgang til det enkelte barn og forældrene. Vi prioriterer, at både børn og voksne skal føle sig velkomne og som en del af fællesskabet. Desuden er vi meget bevidste om at arbejde med den anerkendende tilgang overfor hinanden i personalegruppen.
Det er igennem omsorg, respekt og en anerkendende tilgang til det enkelte barn, at vi præger barnet med de livsværdier, som er vigtige for det i opvæksten. Børn i Hurlumhejhuset skal mødes med trygge rammer, og barnet skal opleve, at der er plads til alle følelser. Vi arbejder med tolerance og åbenhed i alle børnefællesskaber, hvor alle har en værdi.
Vi søger gennem alderssvarende aktiviteter og tilbud at fremme barnets udvikling. I samspil med andre børn, lærer barnet også egne følelser og grænser at kende.
Hurlumhejhuset er normeret til 94 børn, 34 vuggestuebørn og 60 børnehavebørn.
Se vores velkomstmappe herunder.
Sådan ser her ud
Vi bor i et nyere hus med lyse lokaler, højt til loftet, god akustik og masser af plads. I hele huset har vi fokus på udvikling af læringsmiljøer, samt på æstetikken og indretning af de enkelte grupperum. Det har både børn og voksne stor glæde af i dagligdagen.
Huset er indrettet i to afdelinger, en børnehaveafdeling og en vuggestueafdeling, med fælles indgang og garderobe centralt i huset. Garderoben er adskilt i en del for vuggestuen og en del for børnehaven.
Hver vuggestuegruppe har et stuerum. Desuden har vuggestuen et multirum, som kan forvandles til værksted, bruges til musik og rytmik samt motorisk udfoldelse. Vi har også en stor og lang gang, som ofte bliver brugt til at tumle eller udfordre sig motorisk.
I børnehaven er vores store fællesrum hjertet mellem de tre børnehavestuer. Rummet bliver blandt andet brugt til fælles pædagogiske aktiviteter, fri leg og fællessamling for både børnehave og vuggestue. Vores værksted bruges til planlagte kreative aktiviteter samt barnets egen igangsatte kreativitet. Der er mange muligheder i vores hus, og vi kan hurtigt ændre de fysiske rammer, så de er tilrettelagt efter aktiviteterne.
Vi har en skøn og udfordrende legeplads med bålhytte, som ofte bliver taget i brug. Under det store halvtag kan vi spise i tørvejr hvis det regner. Inden for de sidste par år er der sket en større udbygning på legepladsen, hvor vi har fået musikinstrumenter som flittigt bliver brugt, hængekøjer, klatretårn, en grave-mudder-plads og cykelbane.
Der er mange muligheder for pædagogisk udfordring for alle vores børn.
DAGENS AKTIVITETER
Kl. 6.30 Vi åbner i vuggestuen og i børnehaven. Efterhånden som børnene ankommer sætter vi gang i forskellige aktiviteter.
Kl. 8.00 Vi fortsætter legen ude på stuerne.
Kl. 8.45 SAMLING I VUGGESTUEN.
I vuggestuen holdes der samling i hver af de 3 vuggestuegrupper. Vi tilbyder grøntsager, rugbrød og vand. Derefter foregår der aktiviteter på stuen, i multirummet og udendørs.
Kl. 9.00 SAMLING I BØRNEHAVEN:
I børnehaven holdes der samling i hver af de tre børnehavegrupper. Vi tilbyder grøntsager, rugbrød og vand. Bagefter starter vi en aktivitet, hvor børnene er delt i mindre grupper.
Kl. 10.30 Vuggestuebørnene spiser frokost med deres stue. Efter frokost bliver de yngste børn puttet til middagslur i krybber og vi tilbyder ældre børn mulighed for at slappe af/sove indenfor på madras.
Kl. 11.00 Børnehaven spiser frokost og går derefter på legepladsen. De yngste børnehavebørn har mulighed for at hvile/sove til middag - vi tilbyder en madras på en af børnehavestuerne.
Kl. 13.30 Vuggestuen spiser eftermiddagsmad - de yngste spiser for det meste indenfor. Hvis vejret tillader det, går nogle på legepladsen, mens andre børn bliver inde og laver aktiviteter på stuerne.
Kl. 14.15 Der spises eftermiddagsmad i børnehaven. Vi prioriterer at være så meget som muligt udenfor.
Kl. 16.15 Alle børn bliver tilbudt et stykke knækbrød. Vi rydder i fællesskab op efterhånden som børnene bliver hentet.
Kl. 17.00 De sidste to medarbejdere lukker og slukker*.
*Bemærk at vi lukker klokken 16.30 mandag og fredag.
TRADITIONER
- Fastelavn i februar. Vi kommer udklædt hjemmefra, slår katten af tønden på stuerne og får en bolle/fastelavnsbolle, som forældrene i huset har hjulpet med at bage.
- Sommerfest i juni. Børn, forældre og søskende er inviteret til en eftermiddag med sangoptræden, forskellige aktiviteter og fællesspisning.
- Afslutningsfest for ældstegruppen sidst i juni. Ældstegruppen holder en afslutningsfest for forældre og søskende. Gruppen optræder med en lille forestilling. Fællesspisning og en overraskelse.
- Motionsdag fredag i uge 41. Børnehaven holder motionsdag i afdelingen.
- Julefest i december. Børn, forældre og søskende inviteres til en eftermiddag i julehyggens tegn. Vi klipper og klister julepynt til det store juletræ i fællesrummet. Æbleskiver og julesange. Denne julefryd plejer at nå helt til julemanden, som kigger forbi.
- Julefrokost i december. I børnehaven holder vi i julefrokost for alle tre stuer. Der pyntes op og dækkes et fint bord. Alle børn bidrager med en ret til fælles tagselvbord, hvor de voksne står klar til at servere.
- Luciaoptog ca. 13. december. De ældste børn i børnehaven går Lucia. Alt lys i huset bliver slukket, mens børnene går fra stue til stue og gennem garderoben, hvor deres forældre står og kigger spændt.
I Hurlumhejhuset vægter vi måltidet som en pædagogisk aktivitet. For vuggestuebørnene har vi fokus på at øve i at spise selv, og børnehavebørnene øver sig i at smøre selv og spise med kniv og gaffel. Vi prioriterer den nære samtale og de sprogligt udviklende dialoger, når vi spiser med børnene.
- Til formiddagssamling får alle børn grøntsager, rugbrød og vand.
- Til frokost får vi mad fra en ekstern leverandør. Der er pålægsfad tre gange om ugen og varm mad to gange om ugen. Når vi går på tur ud af huset, har vi mulighed for at bestille madpakker, som vi nemt kan have med i turtasken.
- Til eftermiddag har børnene deres egen madpakke med.
Forældrene i Hurlumhejhuset har tilvalgt en fælles selvbetalt frokostordning, og vi får derfor leveret frokost hver dag.
VI STEMMER OM DET
Som forælder er du med til at bestemme om der skal være en fælles, selvbetalt frokostordning i dit barns afdeling. Vi stemmer om det hvert andet år. Næste afstemning er i efteråret 2024.
Det er gennem dialogen med jer forældre, vi kan opnå det bedste samarbejde om jeres barn. Vi vil gerne møde jer i en respektfuld og anerkende dialog, hvor jeres erfaringer fra hjemmet og vores faglige synspunkt kan gå hånd i hånd i helhedsbilledet af barnet.
Vi hilser altid på hinanden og siger goddag, når vi kommer og farvel og tak for i dag, når vi går. Det er ikke kun dialogen mellem forældre og personale, som er med til at skabe et inkluderende fællesskab, lige så vigtig er dialogen forældre imellem. Vi vægter, at vi kan snakke åben og ærligt, om om alt det gode og sjove, der sker, men også det som kan være svært.
FÅ INDFLYDELSE PÅ HVERDAGEN
Hver afdeling i dagtilbuddet har et forældreråd. Forældrerådet er forældrenes talerør og vores sparringspartner i beslutninger, som skal komme jeres barn til gode. Til møderne vender vi stort og småt, som bliver taget op af forældrerådet, og så er det her, vi lufter nye tiltag, hvor vi har brug for et forældreperspektiv. Vi har en idékasse, hvor alle inputs fra forældre, store som små, kan lægges i. Disse vil blive taget med til forældrerådsmøderne, som afholdes 6 gange årligt.
Forældrerådet består af 5 repræsentanter og op til 5 suppleanter. Det kræver ikke særlige kompetencer, blot en interesse for at ville være med til at udvikle Hurlumhejhuset til et fantastisk sted for alle børn.
Det samlede dagtilbud har også en bestyrelse, som består af en forældrerepræsentant fra hver afdeling, en pædagogisk leder og dagtilbudslederen. Bestyrelsen mødes 6 gange om året.
Der er valg til forældrerådet én gang om året i august. Ved det konstituerende møde, vælger forældrerådet en repræsentant til bestyrelsen.
Læs mere om samarbejdet med forældre og bestyrelsesarbejdet i Lystrup-Elsted Dagtilbud.
Barnets trivsel, læring, udvikling og dannelse skal være som en helhed, hvor intellekt, følelser, sociale og kropslige færdigheder spiller sammen. Med afsæt i barnets nærmeste zone for udvikling og den styrkede pædagogiske læreplan som arbejdsredskaber, kommer vi hele vejen rundt om barnet i dets tilegnelse af kompetencer, som er med til at skabe trivsel, læring, udvikling og dannelse.
De fastlagte forældresamtaler er følgende:
- Opstartssamtale den dag dit barn starter i Hurlumhejhuset. Vi holder en samtale med dig/jer om dit barns personlighed og rytme, særlige hensyn, sovevaner, madvaner, graviditeten, fødslen, den første tid hjemme, samarbejdet med sundhedsplejersken mv.
- Status- og udviklingssamtale 2-3 måneder efter start i afdelingen. En samtale hvor vi vil drøfte, hvordan opstarten har været for dit barn og dig – og hvordan det går nu. Til denne samtale vil vi også tale om, hvordan vi ser dit barns trivsel og udvikling.
- Status- og udviklingssamtale når dit barn er 2,6 år
- Samtale når dit barn har gået i børnehaven 2-3 måneder. Vi holder en opstartssamtale, der også indeholder information om den sprogvurdering, dit barn får lavet, senest når barnet er 3,4 år.
- En +4 samtale, når barnet er fyldt 4 år. En status på barnets trivsel og udvikling.
- Status- og udviklingssamtale i november, kort før indskrivning til skole.
Derudover kan vi aftale ekstra møder efter behov.
I Lystrup-Elsted Dagtilbud har vi et fælles børnesyn og læringssyn. Vi arbejder løbende med at udvikle og forbedre vores pædagogik.
Læs mere om vores arbejde med børnenes udvikling og trivsel.
Her kan du læse rapporten fra det seneste tilsyn i Hurlumhejhuset.
Dagtilbudsloven beskriver, at der skal føres tilsyn med alle dagtilbud. Formålet med tilsynet er at sikre og forbedre kvaliteten af det pædagogiske miljø og børnenes trivsel i gennem systematiske observationer.
Tilsynet består af i alt to observationer i hver afdeling på to forskellige dage i hhv. vuggestuen og børnehaven.
I tilsynet er der fokus på at identificere styrker, områder, der kan forbedres, samt at skabe en kontinuerlig dialog omkring udviklingen af læringsmiljøet for børnene.
Stuerne i Hurlumhejhuset
Vuggestuen
Mariehønerne: 21 38 65 47
Brumbasserne: 29 61 97 01
Sommerfuglene: 29 62 01 98
Børnehaven
Mammutterne: 29 61 97 14
Dinoerne: 29 61 98 37
Hulebjørnene: 29 61 98 62